De fem uger som er optjent mellem 1. september 2024 og 31. august 2025 skal som udgangspunkt afholdes inden den 31. december 2025. De 4 af ugerne skal afholdes, og de kan dermed ikke overføres til næste ferieår eller udbetales til medarbejderen.
Overførsel af ferie
Den femte ferieuge kan efter aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiveren overføres til næste ferieafholdelsesperiode (1. september 2025 til og med den 31. december 2026). En aftale om overførelse af ferie skal indgås skriftligt senest den 31. december 2025 (ved ferieafholdelsesperiodens udløb).
Vær opmærksom på at hverken virksomheden eller medarbejderen kan kræve at få overført ferie.
- Hvis arbejdsgiver ikke administrerer feriepengene, skal arbejdsgiver huske at give besked til den, der administrerer pengene.
- Hvis en overenskomstansat har fået overført ferie fra det foregående ferieår, er det maksimalt muligt at få overført op til ti feriedage.
- For ikke overenskomstdækkede er der ingen begrænsning, og derved kan medarbejdere akkumulere overført ferie.
Overførslen skal aftales skriftligt, men der er ingen blankettvang. Vi har dog udarbejdet en blanket, du kan bruge, som du finder her.
Hent skabelon om overførsel af ferie
Overført ferie afholdes først, og vi anbefaler, at man laver en aftale med medarbejderen ved overførslen om, hvornår medarbejderen skal afvikle ferie.
Udbetaling af ferie
Hvis medarbejderen ikke har afholdt sin femte ferieuge, og der ikke er indgået aftale om overførelse af ferie, skal den, der administrerer feriepengene automatisk udbetale optjent ferie ud over fire uger til medarbejderen efter ferieperiodens udløb (31. december 2025). Dette betyder, at medarbejderen ikke selv skal anmode om udbetaling af feriepengene.
Ferien skal udbetales inden 31. marts.
Det er en betingelse for den automatiske udbetaling, at medarbejderen har været ansat på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden (1. september til 31. december året efter).
Har medarbejderen ikke været ansat hos dig på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden skal din medarbejder over for dig skriftligt erklære, at lønnen under ferien samt ikke udbetalt ferietillæg vedrører optjent ferie ud over femte uger, og at medarbejderen i ferieafholdelsesperioden ikke har modtaget offentlige ydelser i from af arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, efterløn, fleksydelse, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse, integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp.
Hvis medarbejderen har modtaget offentlige ydelser i ferieåret, må udbetaling kun ske efter FerieKontos forudgående godkendelse.
Medarbejderen der får feriepenge skal lave erklæringen via Borger.dk. Derimod skal medarbejdere, der får ferie med løn skal udfylde denne erklæring.
Du skal som arbejdsgiver gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale. Dvs. i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører.
Varsling af restferie
Hvis arbejdsgiver ikke ønsker, at restferien skal overføres eller udbetales, har arbejdsgiver mulighed for at varsle restferie til afholdelse inden 31. december 2025. Restferie skal varsles med 1 måned.
Til brug for varsling af ferie kan du benytte følgende skabelon.
Hent skabelon for varsling af ferie
Bagatelgrænse
Uagtet kravet lige ovenfor, så skal udhævede feriepenge på højst 5.000 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag udbetales efter udløbet af ferieafholdelsesperioden (31. december 2025). Beløbet skal udbetales, hvis pengene stammer fra et ophørt ansættelsesforhold eller er optjent ferie udover 4 uger.
Det er også muligt at indgå aftale om udbetaling af den 5. ferieuge i perioden fra 1. september til 31. december for ferie optjent i forrige ferieår.
Overførsel og betaling ved feriehindring
Hvis medarbejderen er forhindret i at få afholdt ferie op til ferieperiodens udgang, har medarbejderen ret til at få overført al den ikke-afholdte ferie dvs. også ferie ud over den 5. ferieuge.
Feriehindringer er bl.a. afholdelse af barsel og sygdom.
Skyldes feriehindringen sygdom eller orlov efter barselsloven, og består feriehindringen fortsat frem til udgangen af den følgende ferieafholdelsesperiode, kan feriebetalingen udbetales til medarbejderen.
Yderligere rådgivning
Har du spørgsmål om overførelse eller udbetaling af ferie, kan HORESTA-medlemmer kontakte HORESTA for nærmere rådgivning ved at ringe til HORESTAs juridiske callcenter på 35 24 80 40.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Brøchner Hotels åbner nyt hotel opkaldt efter grundlæggeren
11-11-2025
-
Sunset Boulevard-direktør stopper efter 12 år
11-11-2025
-
HORESTA: Region Sjælland i front på hotelovernatninger i september
11-11-2025
-
Marriott og CodeNode indgår nyt konferencesamarbejde i København
11-11-2025
-
Bone’s vil udvide med nyt koncept på tidligere Jensens-lokationer
11-11-2025
-
Isbar med kunst og arktiske cocktails åbnet midt på Strøget
11-11-2025
-
Strammere regler for korttidsudlejning får opbakning fra ejendomsbranchen
11-11-2025