Funktionærer og medarbejdere omfattet af overenskomster baseret på Hovedaftalen mellem DA og LO kan have krav på en saglig begrundelse ved opsigelse. Hvis virksomheden ikke kan godtgøre, at opsigelsen eller bortvisningen er sagligt begrundet, risikerer virksomheden at skulle betale en godtgørelse for usaglig afskedigelse.
Hovedoverenskomsten
Medarbejdere omfattet af Hovedoverenskomsten har krav på en saglig begrundelse for opsigelse efter 9 måneders anciennitet i virksomheden. Det følger af Hovedaftalen mellem DA og LO.
Rejses der krav om godtgørelse for usaglig afskedigelse efter Hovedaftalen, kan godtgørelsen maksimalt udgøre et beløb svarende til 52 ugers løn. Godtgørelsens størrelse afhænger af en række faktorer, herunder medarbejderens anciennitet og opsigelsen eller bortvisningens karakter.
Funktionærloven
En funktionær har i henhold til funktionærloven krav på en saglig begrundelse for opsigelse efter 1 års anciennitet i virksomheden.
Rejses der krav for godtgørelse efter funktionærlovens bestemmelser, kan godtgørelsen maksimalt udgøre et beløb svarende til halvdelen af funktionærens løn i opsigelsesperioden. Er funktionæren fyldt 30 år, kan godtgørelsen udgøre indtil 3 måneders løn. Har funktionæren været beskæftiget uafbrudt i 10 eller 15 år, kan godtgørelsen udgøre henholdsvis op til 4 eller 6 måneders løn.
Ligesom efter Hovedaftalen, afhænger godtgørelsens størrelse af en række faktorer, herunder medarbejderens anciennitet og opsigelsen eller bortvisningens karakter.
Medarbejdere omfattet af Hovedoverenskomsten og funktionærloven
Hvis en medarbejder er omfattet af både Hovedoverenskomsten og funktionærloven (f.eks. receptionister), kan medarbejderen efter eget valg rejse krav efter enten Hovedaftalen eller funktionærloven. Det vil i praksis sige, at medarbejderen kan kræve godtgørelse for usaglig afskedigelse efter Hovedaftalen allerede efter 9 måneders ansættelse.
Særligt beskyttede medarbejdere
En række medarbejdere er særligt beskyttet mod opsigelse, f.eks. tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter. Medarbejdere kan også være omfattet af forbuddet mod at opsige på grund af graviditet og barsel, alder, handicap, religion mv.
For særligt beskyttede medarbejdere gælder der ikke et krav om anciennitet.
Opsigelse af særligt beskyttede medarbejdere er kendetegnet ved risiko for højere godtgørelsesniveauer og særlige bevisbyrderegler, som gør det vanskeligere for virksomheden at undgå betaling af godtgørelse.
HORESTA Arbejdsgiver anbefaler altid, at virksomheden kontakter HORESTA forud for en opsigelse eller bortvisning af medarbejdere.
MÅ MAN OPSIGE EN MEDARBEJDER, DER PÅ GRUND AF ALDER ER BLEVET LANGSOM ELLER DÅRLIG TIL SIT ARBEJDE?
Svar:
Det vil altid være en konkret vurdering. Arbejdsgiver må forsøge at afhjælpe de aldersrelaterede problemer. Hvis dette ikke er muligt, må arbejdsgiver give medarbejderen flere præcise skriftlige advarsler, hvor medarbejderens mangler er blevet beskrevet. Advarslen skal gives lige efter en konkret episode. Det skal af advarslen fremgå, at hvis advarslen ikke følges, kan det medføre en opsigelse. En opsigelse skal altid være begrundet i de faglige mangler, og må ikke handle om medarbejderens alder.
MÅ MAN OPSIGE EN GRAVID MEDARBEJDER?
Svar:
Gravide medarbejdere er særligt beskyttet. Opsigelsen må derfor ikke være begrundet i medarbejderens graviditet. Det kan være meget svært for virksomheden at bevise, at netop medarbejderens graviditet ikke er årsagen til opsigelsen.
MÅ MAN OPFORDRE EN MEDARBEJDER TIL AT GÅ PÅ PENSION?
Svar:
Det er vigtigt at medarbejderen ikke får en opfattelse af, at I vil tvinge ham/hende på pension eller på anden måde ønsker at behandle ham/hende ugunstigt pga. hans/hendes alder. I kan dog godt have en dialog hvor medarbejderens planer for pension drøftes.
KAN DET FREMGÅ AF ANSÆTTELSESKONTRAKTEN, AT MEDARBEJDEREN SKAL FRATRÆDE, NÅR MEDARBEJDEREN NÅR PENSIONSALDEREN?
Svar:
Nej, det er ulovligt at sætte et alderskrav som f.eks. pensionsalderen som automatisk fratrædelsesgrund. Sådanne bestemmelser er ugyldige.
ER DET LOVLIGT AT KRÆVE, AT EN MEDARBEJDER UNDER 18 ÅR, SKAL FRATRÆDE, NÅR MEDARBEJDEREN FYLDER 18 ÅR?
Svar:
Ja, medarbejdere under 18 år kan ansættes i en tidsbegrænset stilling, hvor de automatisk skal fratræde dagen før, de fylder 18 år. Det kræver dog, at de er omfattet af en kollektiv overenskomst, der har en særlig løn til den pågældende medarbejdergruppe under 18 år. Dette gør sig gældende for medhjælpergruppen på HORESTA og 3F’s Hovedoverenskomst.
Dette indhold er kun synligt for medlemmer af HORESTA. Vores eksperter rådgiver vores medlemmer inden for hoteller, restauranter og turismevirksomheder om alt fra jura og fødevarer til miljø, økonomi & politik. Hvis du vil have glæde af vores viden, er du meget velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak.
Indtast din e-mail og dit password for at logge ind.
Ugyldigt login
Callcenter
juridisk rådgivning
HORESTAs callcenter er åbent
Mandag - fredag kl. 08.30 - 16.00
Tlf.: +45 35 24 80 40
Mail: callcenter@horesta.dk