Som et led i den nye finanslovsaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti bliver afgiften for at opvarme et hotelværelse nu sat ned. Det vækker stor begejstring i HORESTA.
”Vi har kæmpet i årevis for at opnå ligestilling på dette område. Derfor er det utrolig glædeligt, at det nu endelig er lykkedes”, siger Katia K. Østergaard, der er adm. direktør i HORESTA.
I dag er det sådan, at afgiften på at varme et hotelværelse op er 65 gange større end afgiften på at opvarme et drivhus eller en industrihal.
”Det er virkelig positivt, at det nu endelig er lykkedes at overbevise politikerne om, at der var tale om en urimelig skævvridning. Både gartneriet, industrivirksomheden og hotellet producerer en vare. Ovenikøbet en vare, der giver eksportkroner i kassen. Det giver ingen mening, at opvarmningen af hotelværelset skal brandbeskattes på den måde”, siger Katia K. Østergaard.
Udover de lavere energiafgifter er der en række andre forhold i den nye finanslovsaftale, som HORESTA kan glæde sig over.
Det gælder blandt andet en styrkelse af erhvervsskolerne, som med ekstrabevillinger og en fjernelse af det såkaldte omprioriteringsbidrag får mulighed for at få rettet op på resultaterne af mange år med besparelser.
Turisterhvervet som væksterhverv
HORESTA glæder sig også over, at regeringens finanslovsudspil på en række andre områder rummer initiativer, der styrker erhvervet.
”Det er særdeles positivt, at turisterhvervet bliver anerkendt som et væksterhverv, som er i international hård konkurrence, og derfor har brug for mere konkurrencekraft for at kunne indfri sit vækstpotentiale”, siger Katia K. Østergaard. Hun fremhæver blandt andet afskaffelsen af en række afgifter i forlystelsesparkerne og lempelser på elafgifterne.
Finanslovsaftalen indeholder desuden 40 millioner kroner over fire år til at styrke dansk gastronomi. Pengene skal gå til initiativer, der skal sikre Danmarks position som et globalt centrum for gastronomi. Herunder etablering af et gastronomiakademi til at udvikle nye kokketalenter.
”Det er vigtigt, at regeringen vil satse målrettet på at sikre dansk gastronomis fortsatte udvikling. Vi står i dag stærkere end nogensinde internationalt og trækker tusindvis af højtforbrugende turister til landet på denne konto. Men skal vi fastholde denne position er det afgørende, at vi hele tiden skubber på udviklingen”, siger Katia K. Østergaard.
HORESTA er til gengæld ærgerlig over, at det ikke lykkedes at lande en aftale om tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft fra den 3. verden.
”Adgang til kvalificeret arbejdskraft er utrolig vigtig for vores konkurrencekraft. Lige nu er der stor mangel på særligt kokke og tjenere i vores i erhverv, og omkring hver tiende virksomhed må sige nej til ordrer. Det er helt uholdbart, og derfor er der brug for at forbedre mulighederne for at hente medarbejdere hertil fra udlandet”, siger Katia K. Østergaard.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Finanslovsaftale: Millioner til lokale turismeprojekter
22-11-2024
-
Forretningsrejser ser mod vækst og bæredygtighed i 2025
22-11-2024
-
HORESTA Årsdag 2024: Minister - Turisme er godt for hele Danmark
22-11-2024
-
Kunstig intelligens ændrer kravene til hospitality
22-11-2024
-
HORESTA Årsdag 2024: AI skal løfte branchen – ikke erstatte det menneskelige
22-11-2024
-
Nordsjælland på listen over verdens bedste rejsemål i 2025
22-11-2024
-
Generationsskifte hos Albatros Travel
22-11-2024
-
B&B Hotels fejrer nyt hotel i Aalborg
22-11-2024