Familieejede virksomheder spiller en nøglerolle i dansk erhvervsliv. Det gælder ikke mindst i hotel-, restaurant- og turismebranchen, hvor mange livsværker er bygget op gennem generationer. Nu bliver det lettere og billigere at lade næste generation tage over.
Det står klart efter at et bredt flertal i Folketinget tirsdag den 8. april 2025 har vedtaget en ny lov, der blandt andet indebærer, at bo- og gaveafgiften sænkes fra 15 til 10 pct. ved overdragelse til nære familiemedlemmer.
Samtidig får virksomhedsejere ret til at bruge en fast og gennemskuelig model til at vurdere, hvad deres virksomhed er værd ved et generationsskifte – der indføres et såkaldt retskrav på skematisk værdiansættelse. Det gør hele processen mere forudsigelig og tryg.
Nye regler sikrer forbedringer for familieejede virksomheder
De bedre vilkår for generationsskifte vækker stor glæde hos HORESTA.
”Det er rigtig positivt, at man nu gør det lettere og billigere at give livsværket videre til næste generation. Familieejede virksomheder har gennem generationer skabt vækst, arbejdspladser og stærke oplevelsesmiljøer i hele landet. De spiller en kæmpe rolle i lokalsamfundene, og alt for mange har måttet sælge deres virksomheder, fordi bl.a. arveafgiften har været en barriere. Den her lovændring gør det nemmere at holde virksomheden i familien og i lokalsamfundet,” siger Maria Olafsson, politisk chef i HORESTA.
Derudover bliver det nu muligt at overdrage virksomheder med store ejendomsværdier – eksempelvis hoteller – uden at skulle betale skat med det samme (såkaldt skattemæssig succession). Det gør det lettere for familien at videreføre virksomheden, uden at de først skal ud og finde store summer til skattebetaling.
HORESTA fremhæver desuden, at lovændringen sender et vigtigt signal til erhvervslivet.
"Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, når politikerne anerkender de udfordringer, som familieejede virksomheder står overfor. Det giver mere ro og motivation til at tænke langsigtet og investere i fremtiden – også i yderområderne, hvor virksomhederne ofte spiller en central rolle i både erhvervsliv og lokalsamfund," siger Maria Olafsson.
Lovændringen er en del af aftalen 'Et stærkere erhvervsliv', som regeringen og en række øvrige partier indgik i sommeren 2024. De nye regler træder i kraft med tilbagevirkende kraft fra 1. oktober 2024 – med enkelte undtagelser.

SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Danske Hoteller udvider med ”hotelperle” i Næstved
15-04-2025
-
Aldrig har der været så mange gæster, og aldrig har hotellet i Nyborg tjent så mange penge
15-04-2025
-
Korttidsleje eksploderer
15-04-2025
-
Stjernekoks billige restaurant imponerer
15-04-2025
-
Her er programmet for Madens Folkemøde
15-04-2025
-
4 ud af 5 danskere med et Visa/Dankort kan nu betale med Dankort i Apple Pay
15-04-2025
-
Henter ny direktør med erfaring fra LEGO
15-04-2025
-
Tyskerne vil gerne til Danmark, og de vil have deres hunde med
15-04-2025