Planer om at genindføre en formueskat kan få alvorlige konsekvenser for et af Danmarks vigtigste væksterhverv. Ifølge HORESTA risikerer skatten ikke blot at svække investeringer i hotel- og restauranterhvervet. Den kan også føre til mindre dansk ejerskab i branchen.
Adm. direktør i HORESTA, Jeppe Møller-Herskind, advarer om, at forslaget kan skabe en situation, hvor danske ejere stilles dårligere end udenlandske investorer.
”Hvis danske ejere hvert år skal betale skat af værdien af deres virksomhed, mens udenlandske investorer ikke er underlagt den samme beskatning, opstår der en åbenlys konkurrenceforvridning. Det kan i sidste ende betyde, at flere danskejede hoteller og restauranter bliver solgt til udenlandske ejere,” siger Jeppe Møller-Herskind.
En stor del af virksomhederne i hotel- og restauranterhvervet er familieejede eller ejerledede. Værdien ligger ofte i bygninger, inventar, koncepter og goodwill og ikke i frie midler.
Hvis en formueskat også omfatter disse værdier, kan ejere blive tvunget til at trække penge ud af virksomheden for at betale skatten.
”Når værdierne er bundet i virksomheden, kan en årlig formueskat i praksis betyde færre investeringer i renovering, bæredygtighed, digitalisering og nye koncepter. Det er investeringer, der ellers er afgørende for at udvikle en branche, som konkurrerer internationalt om både gæster og investeringer,” siger Jeppe Møller-Herskind.
Hotel- og restauranterhvervet er samtidig et af de steder i dansk erhvervsliv, hvor mange iværksættere starter deres første virksomhed. Ifølge HORESTA kan en formueskat øge risikoen ved at etablere eller udvikle virksomheder i branchen og dermed svække iværksætterlysten.
”Vores erhverv er drevet af entreprenører, der investerer tid, kapital og personligt engagement i at skabe nye steder og oplevelser. Hvis rammevilkårene gør det vanskeligere at eje og udvikle virksomheder, risikerer vi færre iværksættere og færre arbejdspladser,” siger Jeppe Møller-Herskind.
Baggrunden for debatten er et forslag om at indføre en årlig formueskat på 0,5 procent af formuer over 25 millioner kroner for enlige og det dobbelte for ægtepar. Skatten skal betales af den del af formuen, der ligger over grænsen.
Ifølge HORESTA bør fokus i stedet være på at styrke investeringer, iværksætteri og konkurrenceevne i et erhverv, der i forvejen bidrager markant til vækst og beskæftigelse i hele landet.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Grønt lys til hotel oven på Palads i København
14-04-2026
-
Oliekrise kan ændre sommerens rejsemønstre
14-04-2026
-
HORESTA efterlyser strammere regler for skyggehoteller
14-04-2026
-
Uber Eats lancerer nu i Danmark
14-04-2026
-
Sunset Boulevard sætter ny omsætningsrekord: Gør klar til videre vækst
14-04-2026
-
Comwell øger resultatet og planlægger vækst
14-04-2026
-
Hotel Nyborg Strand øger overskuddet
14-04-2026
-
Kendt dansk museum får millionbevilling til ny strategi
14-04-2026