Et elektronisk gavekort adskiller sig først og fremmest fra traditionelle fysiske gavekort ved sin digitale form. Ofte vil det ikke være svært at vurdere, om et gavekort er et elektronisk gavekort.
Men især fysiske gavekort, med et elektronisk element som muliggør elektronisk aflæsning eller håndtering af kortet, kan i visse sammenhænge give anledning til udfordringer. I den rene form er gavekort med en påtrykt QR-kode utvivlsomt et elektronisk gavekort. Men også mindre indlysende elektroniske elementer, kan medføre at gavekortet anses som elektronisk.
Specifik eller generisk ydelse
Hvorvidt gavekortet er elektronisk eller ej vil også - men ikke udelukkende - bero på en vurdering af, om kortet er til en meget specifik ydelse.
Jesper Juhlin, advokat hos HORESTA med speciale i erhvervs- og branchejura, udtaler:
”Er gavekortet til en meget specifik ydelse, f.eks. en elektronisk billet eller et gavebevis til en fodboldkamp på en bestemt dato et bestemt sted eller til et specifikt spaophold en bestemt dag på et bestemt hotel, så taler det for, at anse kortet som kvittering for køb af en specifik ydelse, og dermed ikke som et elektronisk gavekort. Selv et sådant gavekort vil dog kunne anses som elektronisk, hvis der eksempelvis er påtrykt en QR-kode".
Giver kortet derimod adgang til en mere generisk ydelse, hvor der er valgfrihed mellem eksempelvis datoer, ydelsesleverandør eller endda hvilke ydelser kortet giver adgang til, er det mest sandsynligt tale om et elektronisk gavekort, som er i realiteten må sidestilles med penge. Det giver indehaveren ret til kontant indløsning af kortet.
Interessant afgørelse fra Ankenævnet
En interessant afgørelse fra Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme illustrerer, hvordan selv fysiske kort kan klassificeres som elektroniske gavekort.
I sagen havde en forbruger modtaget et print-selv gavekort, som ikke umiddelbart fremstod elektronisk. På kortet var dog påtrykt en 10-cifret talkode, som udstederen brugte som sikring mod misbrug af restauranter.
”I denne sag var koden ikke beregnet til elektronisk aflæsning, men derimod til manuel indtastning på en computer. Ankenævnet fandt i den sag, at den verificering af talkoden, som indehaveren foretog, skete elektronisk, og gavekortet var derfor også elektronisk. Afgørelsen viser, at der skal meget lidt til, før gavekortet anses som elektronisk,” siger Jesper Juhlin.
Hvilken betydning har det?
Det betyder helt konkret, at hvis et gavekort anses som elektronisk, så har indehaveren i medfør af betalingsmiddelloven ret til, at få gavekortet indløst kontant i op til 1 år efter kortets udløbsdato. Er der ikke aftalt en udløbsdato, gælder den almindelige 3 årlige forældelsesfrist.
Hvem har ansvaret for at udbetale kortet?
Udsteder man sine egne elektroniske gavekort, er det helt klart, at man også har pligten til at indløse kortet kontant, hvis det er det, indehaveren ønsker. I en del tilfælde, vil kortet være udstedt af en tredjepart, og så er det en konkret vurdering.
Hvilken værdi skal gavekortet indløses til?
Gavekort sælgers ofte til en lavere nominel værdi, end værdien på den ydelse, som kortet giver adgang til. Eksempelvis ”gavekort til hotelophold med en værdi på 3.000 kr.” som sælges for 2.000 kr. Spørgsmålet er så, om forbrugeren har ret til at få kontantindløst 3.000 kr. eller 2.000 kr.? Betalingsmiddelloven bestemmer efter sin ordlyd, at kortet skal indløses til pålydende værdi, hvilken man i eksemplet må forstå som 3.000 kr. Det medfører åbenbart risiko for helt urimelige resultater, og Ankenævnet synes da også at have anlagt en linje, hvor en indehaver af et elektronisk gavekort alene kan få udbetalt den værdi, som er betalt for gavekortet.
Gode råd
Elektroniske gavekort er en praktisk og moderne løsning, som der er behov for, specielt i oplevelsesindustrien. Man kan dog overveje følgende:
- Er det - specielt hvis man udsteder egne gavekort - nødvendigt at påtrykke en værdi på kortet, hvis værdien er højere end den pris, kortet sælges til?
- Er der er oplysninger på kortet i stil med sagen omtalt tidligere her i artiklen, som man måske kan udelade, hvis det samme resultat kan opnås på en anden måde?
Hvis ovenstående giver anledning til spørgsmål, kan medlemmer kontakte HORESTA for nærmere rådgivning ved at ringe til vores juridiske callcenter på 35 24 80 40 eller callcenter@horesta.dk
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
HORESTA: Høje omkostninger og mangel på arbejdskraft vil præge 2025
02-01-2025
-
Turistbranchen i rundbordssamtale med regeringen
02-01-2025
-
Nye flagregler er trådt i kraft
02-01-2025
-
Catering hitter: Nytårsmaden kommer i stigende grad udefra
02-01-2025
-
Minister i nytårsartikel: Turismen skal udvikles og udvides
02-01-2025
-
Hilton planlægger 500 nye luksushoteller globalt
02-01-2025
-
Vesterhavet tiltrækker rekordmange internationale turister
02-01-2025
-
Scandic lukker landechef-stilling i Danmark
02-01-2025